Bag dagens låge gemmer sig en WHITE COLHEITA 2007 portvin fra DALVA.
TYPE: En White Colheita eller Single Harvest er en hvid halv-sød portvin produceret på grønne druer fra et enkelt høstår, som er ældet minimum 7 år på små egetræsfade. Colheita portvinen bliver aftappet efter behov, så man vil kunne finde forskellige fadlagrings-stadier af selvsamme vin på markedet over tid. En hvid portvin får med tiden på de små egetræsfade en mørkere og mørkere gylden-brun farve. Udover høståret vil aftapnings-året normalt også stå på etiketten. Colheita portvin er filtreret og drikkeklar og vil som regel ikke udvikle sig i flasken.
LAGRING: Denne White Colheita 2007 fra Dalva er aftappet på miniature-flaske i 2021 og har dermed lagt på små egetræsfade i ca. 14 år.
DRUER: Gouveio, Malvasia Fina og Viosinho – alle grønne druesorter.
SANSEINDTRYK: Flot lys gyldenbrun farve med et orange skær. En kompleks næse af abrikos, honning, karamel og ristede nødder. Smagen er frisk og vedvarende med smagsnuancer af figen, karamel, mandarin, mandel og andre nødder.
SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 10-12 grader. Dekantering er ikke nødvendig. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.
GASTRONOMISK TIP: Går godt sammen med karamel-desserter, såsom karamel fondant med æble og ingefær-gelé. Crème brûlée. Mandarin parfait.
PRODUCENT: C. da Silva – www.cdasilva.pt
SUB-REGION: Cima Corgo.
IMPORTØR: Vinmonopolet – www.vinmonopolet.dk