portofino-tawny-colheita-2007

tirsdag, 12. december 2023

Bag dagens låge gemmer sig en TAWNY COLHEITA 2007 portvin fra PORTOFINO.

TYPE: En Colheita eller Single Harvest er en Tawny portvin fra et enkelt høstår, som er ældet minimum 7 år på mindre egetræsfade. Colheita portvinen bliver aftappet efter behov, så man vil kunne finde forskellige fadlagrings-stadier af selvsamme vin på markedet over tid. Portvinen får med tiden på de mindre egetræsfade en mere gylden-brun farve, fordi den har større berøringsflade med fadet, hvorigennem den gradvist iltes. Udover høståret vil aftapnings-året normalt også stå på etiketten. Colheita portvin er filtreret og drikkeklar og vil som regel ikke udvikle sig til det bedre i flasken.

LAGRING: Denne Tawny Colheita 2007 fra Portofino er aftappet på miniature-flaske i 2023 og har dermed lagt på egetræsfade i ca. 16 år.

DRUER: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Barroca, Tinto Cão, Tinta Amarela og Tinta Roriz – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Mørk gyldenbrun farve. God koncentration af aromaer med tørret frugt, nødder og toffee-noter. I munden kombineres syren godt med smagene af toffee og krydderier. Lang og vedvarende eftersmag.

SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 12-14 grader. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Pandestegt ande eller gåse foie-gras med sauterede æblestykker og krydder-brød. Gedeost og æblesauce gratin. Brunkager med blåskimmelost og figensyltetøj. Creme brulee.

PRODUCENT: Martha´s Wines & Spirits – http://marthasgroup.com/

SUB-REGION: Baixo Corgo.

IMPORTØR: Nordjysk Vinimport – nordjysk-vinimport.dk

#12december #luksusportvinsjulekalender #portvin #portofino #tawny #colheita #singleharvest #vingaven #nordjyskvinimport