8-cruz-ruby-reserve

tirsdag, 08. december 2020

Bag dagens låge gemmer sig en FINEST RUBY RESERVE portvin fra PORTO CRUZ.

Det er en verdenspremiere på Porto Cruz Finest Ruby Reserve i miniature-format, da den er special-aftappet til Portvinsjulekalender 2020.

TYPE: En Ruby Reserve er en blend af lagrede Ruby portvine af ekstra høj kvalitet og fra forskellige år, som har en gennemsnitsalder på 4-5 år. Lagringen foregår især i store egetræskar ligesom for Late Bottled Vintage (LBV), men kan også forekomme på ståltanke. Målsætningen for en bestemt producent er, at en Ruby Reserve blendes, så den opnår de samme karakteristika år efter år. Ruby Reserve er desuden normalt filtreret og drikkeklar.

DRUER: Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz (Tempranillo) – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Mørk rubinrød farve. Intens og frisk aromatisk bouquet med noter af blommer og røde bær. Smag af en ung vin med frugtig karakter og kraft. Lang eftersmag.

SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 16-18 grader. Ingen dekantering nødvendig. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Går hånd i hånd med bløde oste, samt chokolade- og bær-desserter såsom chokolade-fondant med friske skovbær. Passer også perfekt med bitter chokolade (med høj kakao-indhold), chokolade-brownies eller trøfler. Går også godt sammen med et godt stykke rødt kød på grillen, som er vel krydret.

COCKTAIL TIP: Ruby Sparkler – 1 del Ruby Reserve og 2 dele tør mousserende vin (godt kold). Serveres i et champagne-glas. Pyntes med hindbær og brombær.

PRÆMIER: Vivino (3,9 af 5 stjerner).

PRODUCENT: Gran Cruz – http://porto-cruz.com/