Vista Alegre 10 aars tawny

onsdag, 23. december 2020

Bag dagens låge gemmer sig en 10 ÅRS TAWNY portvin fra VISTA ALEGRE.

TYPE: En 10 års Tawny portvin er en blend (blanding) af flere Tawny portvine med forskellig lagringsalder på mindre egetræsfade, som i gennemsnit er ca. 10 år gammel. Portvinen får med tiden på de små egetræsfade en mere gylden-brun farve, fordi den har større berøringsflade med fadet, hvorigennem den gradvist iltes. Målsætningen for en bestemt producent er, at den 10 års Tawny blendes, så den opnår de samme karakteristika år efter år. Det er Portvinsinstituttet (IVDP), som vurderer, at denne portvin har alle sensoriale karakteristika af en 10 års Tawny. Alt efter de særlige karakteristika af de specifikke Tawny portvine som anvendes, samt blandingsforholdet, kan en 10 års Tawny i princippet godt være 9 år i gennemsnit, så længe den lever op til IVDP´s sensoriale krav i denne kategori. Man finder også portvine i denne kategori, som reelt er en del ældre end 10 år i gennemsnit.

DRUER: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz (Tempranillo), Tinta Amarela, Sousão, Tinta Barroca og Tinto Cão – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Mørk gyldenbrun farve med orange nuancer. Meget aromatisk med karamel, aromaer af tørret frugt og krydderier, rosiner og blomster-noter. Smag af frugt velintegreret med egetræsfad, fyldig, generøs med smagsnuancer af bl.a. tørret krystaliseret frugt, og en lang eftersmag.

SERVERING OG OPBEVARING: Bør nydes ved 10-12 grader. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Fois gras. Kammusling gratin. Blommer i portvin med ristede nødder. Æblekage. Desserter med tørret frugt, nødder og karamel.

PRÆMIER: Challenge International du Vin 2018 (Guld), Città del Vino 2016 (Sølv) og Vivino (4,0 af 5 stjerner).

PRODUCENT: Vallegre – www.vallegre.pt

IMPORTØR: Lago Import – www.lago.dk