Taylors LBV 2014

torsdag, 19. december 2019

Bag dagens låge gemmer sig en LATE BOTTLED VINTAGE 2014 portvin fra TAYLOR´S.

TYPE: En Late Bottled Vintage (LBV) er en Ruby-stil portvin fra et enkelt år, som er fadlagret. Som navnet indikerer, kommer denne type portvin først på flaske senere hen sammenlignet med en Vintage portvin.  LBV´en er lagret mellem 4 til 6 år i store egetræskar, hvilket gør at de beholder meget af den intense og livlige frugt-karakter, men tilføres blødhed og kompleksitet. Udover høståret vil tappe-året også stå på etiketten. Størstedelen af LBV´erne er filtreret, før de kommer på flaske, hvilket vil sige, at de er drikkeklar, men flere og flere bliver nu tappet ufiltreret, hvorved de har bedre mulighed for at udvikle sig i flasken – ligesom man kender det fra en Vintage portvin. Hvis LBV´en er ufiltreret vil det som regel stå på etiketten.

LAGRING: Denne Late Bottled Vintage 2014 fra Taylor´s er filtreret ved aftapning på miniature-flaske i 2019 og har dermed lagt på store egetræskar i ca. 4½ år.

DRUER: Touriga National, Touriga Franca, Tinta Roriz (Tempranillo) og Tinta Barroca – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Dyb rubinrød farve samt intens og velafbalanceret duft af sorte kirsebær og modne frugter. Den har fyldig og kompleks, men samtidig blød, rund og saftig frugtsmag med noter af solbær, blommer og brombær, bløde og velintegrerede tanniner samt en lang og behagelig eftersmag.

SERVERING OG OPBEVARING: Bør nydes ved 15-16 grader. Ingen dekantering nødvendig. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Går godt sammen med det store ostebord med en variation af oste – cremede som hårde, kiks og syltetøj på røde bær. Desuden er LBV´en den ideelle portvin til julens ris a la mande, da dens intense men afrundede røde frugtsmag passer til kirsebærsovsen.

PRODUCENT: Taylor´s, Fladgate & Yeatman – www.taylor.pt

IMPORTØR: Best Selection – https://bestselection.dk/