Dow´s LBV 2013

fredag, 13. december 2019

Bag dagens låge gemmer sig en LATE BOTTLED VINTAGE 2013 portvin fra DOW´S.

Udgivelsen af Portvinsjulekalender 2019 kulminerer med Danmarks-premieren for 2013-årgangen af Dow´s LBV.

TYPE: En Late Bottled Vintage (LBV) er en Ruby-stil portvin fra et enkelt høstår. Som navnet indikerer, kommer denne type portvin først på flaske senere hen sammenlignet med en Vintage portvin.  LBV´en er normalt lagret mellem 4 til 6 år i store egetræskar, hvilket gør, at de beholder meget af den intense og livlige frugt-karakter, men tilføres blødhed og kompleksitet fra fadet. Udover høståret vil aftapnings-året normalt også stå på etiketten. Størstedelen af LBV´erne er filtreret, før de kommer på flaske, hvilket vil sige, at de er drikkeklar, men flere og flere bliver nu aftappet uden filtrering, hvorved de har bedre mulighed for at udvikle sig i flasken – ligesom man kender det fra en Vintage portvin. Hvis LBV´en er ufiltreret vil det som regel stå på etiketten.

LAGRING: Denne Late Bottled Vintage 2013 fra Dow´s er filtreret ved aftapning på miniature-flaske i 2019 og har dermed lagt på store egetræskar i ca. 5½ år.

DRUER: Touriga Franca, Touriga Nacional, Sousão, Tinta Barroca og Tinta Roriz (Tempranillo) – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Dyb rubinrød til mørk violet farve. Frisk duft af røde og mørke bær. Smag af skovbær, mynte og lakrids. Faste men subtile tanniner. God struktur. Ender med en lang og krydret eftersmag.

SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 16-18 grader. Dekantering er muligvis nødvendig, hvis den åbnes flere år efter aftapningsåret. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Går godt sammen med unghanebryst med rodfrugter og basilikumscreme. Rådyr med bagt pære, svampe og kartoffelflan. Lagrede oste (f.eks. Cheddar og Manchego). Mørk chokolade.

PRODUCENT: Symington Family Estates – www.symington.com ; Dow´s – www.dows-port.com

IMPORTØR: The Wine Company – www.thewinecompany.dk