Vista Alegre lbv2013

torsdag, 10. december 2020

Bag dagens låge gemmer sig en LATE BOTTLED VINTAGE 2013 portvin fra VISTA ALEGRE.

TYPE: En Late Bottled Vintage (LBV) er en Ruby-stil portvin fra et enkelt høstår. Som navnet indikerer, kommer denne type portvin først på flaske senere hen sammenlignet med en  Vintage portvin.  LBV´en er normalt lagret mellem 4 til 6 år i store egetræskar, hvilket gør, at de beholder meget af den intense og livlige frugt-karakter, men tilføres blødhed og kompleksitet fra fadet. Udover høståret vil aftapnings-året normalt også stå på etiketten. Størstedelen af LBV´erne er filtreret, før de kommer på flaske, hvilket vil sige, at de er drikkeklar, men flere og flere bliver nu aftappet uden filtrering, hvorved de har mulighed for at udvikle sig i flasken – ligesom man kender det fra en Vintage portvin. Hvis LBV´en er ufiltreret vil det som regel stå på etiketten.

LAGRING: Denne Late Bottled Vintage 2013 fra Vista Alegre er ufiltreret ved aftapning på miniature-flaske i 2019 og har dermed lagt på store egetræskar i ca. 5½ år.

DRUER: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz (Tempranillo), Sousão og Tinto Cão – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Intens rubinrød farve. Duften er rig af modne mørke bær. I munden har den en kraftfuld struktur, fuld af frugt, fyldig, fed og rund.

SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 14-16 grader. Dekantering er muligvis nødvendig, hvis den åbnes flere år efter aftapningsåret, da der kan forekomme bundfald. Efter den er åbnet kan en ufiltreret LBV holde sin friskhed en uges tid, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Oplagt sammen med bløde oste, desserter lavet på chokolade, fløde og kaffe, eller friske skovbær.

PRÆMIER: AWC Vienna International Wine Challenge 2017 (Guld), Decanter World Wine Awards 2018 (Sølv), International Wine Challenge 2018 (Sølv) og Vivino (3,9 af 5 stjerner).

PRODUCENT: Vallegre – www.vallegre.pt

IMPORTØR: Lago Import – www.lago.dk