9-Trovisca 10 aars White Port-600x600

fredag, 09. december 2022

Bag dagens låge gemmer sig en 10 ÅRS WHITE portvin fra QUINTA DA TROVISCA.

Dette er en verdenspremiere, da den endnu ikke er kommet på markedet.

TYPE: En 10 års White portvin er en blend (blanding) af flere hvide portvine med forskellig lagringsalder på mindre egetræsfade. Med tiden på de små egetræsfade går portvinen fra at være gullig til en mørkere og mørkere gylden-brun farve. Det er Portvinsinstituttet (IVDP), som vurderer, at denne portvin har alle sensoriale karakteristika af en 10 års White. Alt efter de særlige karakteristika af de specifikke hvide portvine som anvendes, samt blandingsforholdet, kan en 10 års White i princippet godt være 9 år i gennemsnit, så længe den lever op til Portvinsinstituttets sensoriale krav i denne kategori. Man finder som regel portvine i denne kategori, som reelt er ældre end 10 år i gennemsnit. Hvid portvin er den eneste type, som kategoriseres efter sødme- og tørhedsgrad (gram sukker pr. L) – derunder Extra Dry White (<40 gr/L), Dry White (40-65 gr/L), White (halv-sød) (65-85 gr/L), Sweet White (85-130 gr/L) og Lágrima White (ekstra sød) (>130 gr/L). For at opnå en mere tør portvin tilføres neutral druesprit (med 77% alkohol) først senere i fermenteringsprocessen, når mere af druesukkeret er omdannet til alkohol. I 10 års White-kategorien findes også 10 års Dry White.

DRUER: Malvasia Fina, Viosinho, Gouveio, Moscatel Galego og Rabigato – alle grønne druesorter.

SANSEINDTRYK: Gyldenbrun farve. Duft af tørrede og krystaliserede frugter, såsom mango, abrikos, blommer, rosiner og kvæder. Behagelig balance mellem frugt, sødme og syre. Lag af smage mellem krystaliseret og tørret frugt, samt lidt bitre noter. Kompleks og lang eftersmag med noter af krydderier.

SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 10-12 grader. Dekantering er ikke nødvendig. Efter den er åbnet kan den holde sin friskhed i flere uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: God som aperitif serveret sammen med et mix af nødder og andre tørrede frugter. Krabbesalat. Røget laks med asparges og kold hollandaise. Hummersuppe. Desserter baseret på citrus-frugter.

PRODUCENT: Quinta da Trovisca – www.trovisca.com

SUB-REGION: Cima Corgo.

IMPORTØR: Nordjysk Vinimport – www.nordjysk-vinimport.dk

#9december #portvinsjulekalender #portvin #quintadatrovisca #whiteport #vingaven #nordjyskvinimport