2016lbv

torsdag, 09. december 2021

Bag dagens låge gemmer sig en LATE BOTTLED VINTAGE 2016 portvin fra MESSIAS.

Det er en verdenspremiere på Messias´ LBV 2016 i miniature-format, da den er special-aftappet til Portvinsjulekalender 2021.

TYPE: En Late Bottled Vintage (LBV) er en Ruby-stil portvin fra et enkelt høstår. Som navnet indikerer, kommer denne type portvin først på flaske senere hen sammenlignet med en Vintage portvin.  LBV´en er normalt lagret mellem 4 til 6 år i store egetræskar, hvilket gør, at de beholder meget af den intense og livlige frugt-karakter, men tilføres blødhed og kompleksitet fra fadet. Udover høståret vil aftapnings-året normalt også stå på etiketten. Normalt aftappes hele mængden af en LBV-årgang samme år for at have denne samme profil, mens nogle få producenter gør det løbende i det 4., 5. og 6. år. Størstedelen af LBV´erne er filtreret, før de kommer på flaske, hvilket vil sige, at de er drikkeklar, men flere og flere bliver nu aftappet uden filtrering, hvorved de har mulighed for at udvikle sig i flasken – ligesom man kender det fra en Vintage portvin. Hvis LBV´en er ufiltreret vil det som regel stå på etiketten.

LAGRING: Denne Late Bottled Vintage 2016 fra Messias er filtreret ved aftapning på miniature-flaske i 2021 og har dermed lagt på store egetræskar i ca. 5 år.

DRUER: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Barroca, Tinta Roriz og Tinto Cão – alle røde druesorter.

SANSEINDTRYK: Intens rubinrød farve. Kompleks duft af skovbær med noter af krydderier. I munden har den en god friskhed med unge tanniner. Lang og elegant eftersmag.

SERVERING OG OPBEVARING EFTER ÅBNING: Bør nydes ved 14-16 grader. Dekantering er muligvis nødvendig, hvis den åbnes flere år efter aftapningsåret. Efter den er åbnet kan en filtreret LBV holde sin friskhed i nogle uger, hvis den opbevares køligt.

GASTRONOMISK TIP: Denne LBV er ideel til julens risalamande, da dens intense røde frugtsmag passer til kirsebærsovsen, samtidig med at nødde- og vanille-noterne fra lagringen på store egetræskar passer til selve risalamanden.

PRODUCENT: Caves Messias – www.cavesmessias.pt
SUB-REGION: Cima Corgo.

IMPORTØR: Nordjysk Vinimport – www.nordjysk-vinimport.dk